Dyreste investering til dato: Djurs Sommerland åbner ny vild forlystelse
Sæsonen 2017 sparkes i gang med Europas hurtigste og længste Family Suspended Coaster som del af nyt asiatisk temaland. Se video i artiklen.
Del artiklen
Af Tommy Loberg Jøns,
tolj@stiften.dk
Onsdag den 6. juli 2016, 11:26
imtofte
Der bliver sus i skørterne hos damerne, risiko for at miste klipklapperne og masser af vind i håret, når sæsonen 2017 begynder i Djurs Sommerland og et nyt asiatisk temaland slår dørene op.
Det sker nemlig med Europas hurtigste og længste Family Suspended Coaster, hvor man hænger med fødderne frit i luften på den 825 meter lange forlystelse, der med sine 30 meter bliver højere end Skatteøen. Forlystelsen er med en pris på 90 millioner kroner samtidig den dyreste investering til dato i sommerlandet.
Læs også:
Direktør i Djurs Sommerland: Tak til brandfolk og politi
»Det bliver nok en grænseoverskridende oplevelse for mange at hænge med fødder i luften, men vi er sikre på, at vores gæster vil få en god oplevelse af rutsjebanen, der bliver for både voksne og børn over 120 centimeter,« siger adm. direktør Henrik B. Nielsen.
Siden 2008 har Djurs Sommerland lagt store millionbeløb i nye forlystelser til parken, der samtidig har oplevet en markant fremgang i besøgstallet.
Og her regner direktøren med, at det nye asiatiske temaland og den grænseoverskridende rutsjebane kan skubbe yderligere på.
Læs også:
Video: Pirat-nyhed klar i Djurs Sommerland
»Vi har kigget på, hvad der skulle til, hvis vi skulle øge oplevelsen for vores gæster og samtidig trække nye til. Det er ikke bare en ny rutsjebane, der nu kommer til, men en rutsjebane der er med til at supplere det, som vi har i forvejen,« siger Henrik B. Nielsen.
Rutsjebanen er leveret af en af verdens bedste rustjebaneproducenter Intamin AG, der også har leveret Juvelen og Piraten til parken.
Samtidig er man gået i gang med at kigge på, hvordan man kan forvandle Colorado River og Ørnen, så de kommer til at passe i det nye asiatiske temaland, der vil tage form i løbet af de næste 3-4 år med forlystelser og salgssteder.
Den nye rutsjebane får også noget helt unikt over sig, men det vil Henrik B. Nielsen ikke løfte sløret for endnu.
»Det bliver noget, som vil gøre den oplevelse endnu bedre, og noget som rutsjebaneentusiaster er rigtig glade for over hele verden,« lyder det fra den administrende direktør.